Lad os hjælpe dig når din hund skal have hvalpe

Her på klinikken er vi utrolig glade for, at kunne tilbyde vores assistance og viden indenfor reproduktion hos hund.

Det være sig lige fra du begynder at overveje, om din tæve skal være mor, til hvalpene er klar til at flytte hjemmefra.

Drægtighed hos hund

 

Går du med tanker om at din hund skal have hvalpe, men er lidt usikker på hvad det indebærer, så hjælper vi dig meget gerne.

Vi ved, hvor følsomt det kan være at gå gennem hele denne proces, og hvor vigtigt det er for både hund og ejer, at man føler sig tryg og i gode hænder. Dette er som altid i højsædet hos os og vi sætter altid en stor ære i, at få lov til at være en del af “hvalpeprojektet”.

Du er altid meget velkommen til at kontakte os for en snak om tanker, bekymringer eller praktik. Vi har stor erfaring at trække på gennem mange år indenfor reproduktion og vi ved derfor også, at der ikke er to tæver eller to forløb der er ens.

Første skridt er at tjekke om hunden er sund og rask

Vi kan hjælpe med at rådgive dig om hvilke undersøgelser der kan være relevante for netop din hund.  Hos nogle racer betyder det, at røntgenbilleder af fx hofter kan være en god ide, så du er sikker på, at du ikke avler på en hund med dårlige hofter.

Hos andre racer kan det være en god ide med en blodprøve for at tjekke om hunden er bærer at nogle arvelige sygdomme og hos andre kan en grundig sundhedsundersøgelse være nok.

Parringstidspunkt.

Det optimale parringstidspunkt er meget forskellige fra race til race og tæve til tæve. De fleste tæver er i løbetid i ca. 21 dage, hvor det optimale parringstidspunkt ligger på omkring dag 9-14 efter påbegyndt blødning.

En reproduktiv cyklus hos hunhunde kan inddeles i  4 faser:

  • Start af løbetid. (Proøstrus ): Varer 7 til 14 dage. De ydre kønslæber svulmer op og tæven bløder. Tæven er interessant for hanhunde, men tillader ikke parring.
  • Parringsperioden (Østrus):  Varer 5 til 10 dage. Det blodige udflåd bliver mere saftevandsfarvet/strågult og tæven er nu interesseret i hanhunden. Ægløsning finder sted i løbet af dette tidsrum.
  • Hvilefasen (Meøstrus): Perioden varer 10 til 140 dage efter østrus, når hunden enten er drægtig, falsk drægtig eller i en hvilefase.
  • Uden for brunst (Anøstrus).

Det er vigtigt at få parret på det helt rigtige tidspunkt. Nogle, specielt erfarne hanhunde og tæver, klarer det hele selv, men sådan er det ikke altid. Man kan også stå i en situation hvor man skal køre langt til den helt rigtige hanhund.

Derfor kan det være rigtig vigtigt at vide det optimale parringstidspunkt så chancerne for drægtighed er de bedste.

Brunstkontrol

Vi tilbyder at lave brunstkontrol på dine tæve for netop at finde det helt optimal tidspunkt for parring.

Det gør vi ved at måle på hormonniveauet (progesteron) i en blodprøve fra din tæve og sammenholder dette resultat med et celleskrab og en vaginalundersøgelse.

Dette giver os et meget præcist billede af de 24-48timer hvor det er absolut mest optimalt at få hende parret. Dette er især vigtigt at kende, hvis vi skal også skal være behjælpelige med parringen i form af inseminering med frisk sæd.
Vi anbefaler, at den første test laves når tæven er ca 7-9 dage inde i løbetiden, for at sikre at vi ikke “kommer for sent”.

Herpesvaccination

Herpesvirus er meget udbredt hos voksne hunde. Dog er det normalt ikke noget der giver problemer eller symptomer, hvorfor de fleste ejere heller ikke er klar over, at det er noget man skal bekymre sig om. Men hos helt små, nyfødte hvalpe kan herpesvirus være yderst alvorligt og i værste fald også koste liv.
Derfor anbefaler vi altid, at man herpesvaccinere tæven ifm parring og igen 10-14 dage før forventet termin. Dette gør, at tæven giver en masse gode antistoffer til hvalpene, som derved har meget bedre odds HVIS de skulle ske at få overfør herpes fra tæven under fødslen.

Drægtighedsscanning

Vi tilbyder også en drægtighedsscanne din hund for at se om den er med hvalpe.

Når parringen har fundet sted, tæven er blevet herpesvaccineret og man har ventet utålmodigt som ejer i ca 25-27 dage fra ægløsning (ca 23-25 dage fra parring), er det endelig tid til at vi kan begynde at se hjerteslag hos de fostre vi håber på, at tæven har i maven. Ved hjælp af vores ultralydsscanner kan vi konstatere hvorvidt hun er drægtig eller ej, og som oftest også ret præcist sige, hvor mange hvalpe hun mon kan gemme på. Dette bliver dog sværere som dagene går og hvalpene vokser. Derfor foretrækker vi at scanne når tæven er ca 25-30 dage fra ægløsning (ca 23-28 dage fra parring).

Førfødselstjek

Vi tilbyder også, at give din tæve et tjek inden den forestående fødsel, samt endnu engang ultralydsscanne for at se hvordan hvalpene har det og om de er vokset som forventet.
Det er også ved førfødselstjekket at vi giver 2. herpesvaccination. Samtidig tager vi en snak om forventninger og praktikken ifm. den forestående fødsel, så du som ejer er klædt så godt på som overhovedet muligt.

Selve fødslen

I det omfang det overhovedet er os muligt, tilbyde vi at du kan kontakte os under fødslen hvis der skulle opstå behov for hjælp/svar på spørgsmål eller brug for vejledning.
Rent fysisk har vi også mulighed for at hjælpe med forløsning af hvalpene på klinikken, enten ved assisteret fødsel eller ved kejsersnit hvis ikke tæven formår at kunne føde hvalpene selv.
Alt dette er dog meget individuelt og derfor noget vi altid taler med dig som ejer om.

Efterfødselstjek

Når fødslen forhåbentlig er vel overstået og ser er faldet lidt ro over både tæve, hvalpe og hjemmet, tilbyder vi at tjekke både tæve og hvalpe. Vi ultralydsscanner tæven for at tjekke, at alle hvalpe er kommet til verden, at der ikke er nogen tilbageholdte moderkager og at livmoderen er begyndt at trække sig sammen. Samtidig tjekker vi også at tæven er ok, og taler lidt om behov efter fødslen mm.
Hvalpene tjekker vi grundigt for fx ganespalte, for stor åben fontanel, haleknæk mm., samt at de dier godt og kan danne vacuum.

Ormekur

Vi anbefaler normalt at hvalpe og tæve behandles når hvalpene er 3, 5 og 7 uger gamle. Vi sørger for at skrive recepter og vejlede, samt evt udlevere medicinen ved behov.
Skal man give en drægtig tæve ormekur, viser de fleste nyere undersøgelser, at det skal gives når tæven er 41/42 dage henne i drægtigheden (fra ægløsning). Der er dog fortsat delte meninger om dette indenfor reproduktionsfeltet og vi lader det derfor være op til dig som ejer, hvorvidt du ønsker at behandle din drægtige tæve eller ej.

Vaccination, sundhedstjek og chipmærkning af hvalpene

Når hvalpene er mellem 7 og 8 uger gamle, er tiden inde til at få dem tjekket og ID mærket hos dyrlægen. De skal lovligt være ID mærkede og registrerede inden de fylder 8 uger.
Ved deres første besøg og vaccination, gennemgår vi hvalpene grundigt mens du er til stede, chipmærker dem og vaccinere dem med standardvaccine. Vi sørger for at hvalpenes nusse og krammebehov er helt opfyldt inden

Hvalp 4 uger gammel

de forlader klinikken og det er altid et super hyggeligt besøg som vi ser meget frem til.